Beretning af: Pastor A. Bundgaard 1940 - 45

Beretning om at være præstefolk i Års og Haubro. 1940 – 47.

 Af.: Pastor Aksel Bundgaard, Års

 Når vi ser tilbage på de år, vi fik lov til at være præstefolk i Års og Haubro, 1940 – 47, standser vi ganske naturligt også ved minderne fra besættelsestiden, de 5 onde og lange år.

Efterhånden som krigsårene gik, kom meget tysk militær til Års, og mange lokaler blev beslaglagt til besættelsestropperne, bl.a. hotel, missionshus, skolelokaler og konfirmandstue. I konfirmandstuen havde vi således mange forskellige soldater og afdelinger på allernærmeste hold, lige fra ældre indkaldte, der ikke var hitlerbegejstrede, til meget ivrige befalingsmænd samt nyuddannede soldater og store drenge.

Vi glemmer ikke den dag, en søndag, da disse sidste kom fra Norge, sultne og tørstige. De bad mindeligt om noget mælk at drikke, og da forpagter Lundgaard Larsen skaffede dem noget, fo`r de i det som spæde kalve i sød mælk.

– Vemodigt var det også at se disse store drenge sidde og græde som børn, når der kom brev hjemmefra.

 At der kunne findes nogle med menneskehjerte selv blandt officererne, fik vi at se en påske, da et par af dem spurgte, om ikke de måtte lægge påskeæg ud under træer i haven og så lade vores mindste børn lede dem op (efter tyskernes skik). Der var rørende at se deres glæde over børnenes taknemlighed, da disse fandt de gemte påskeæg.

 Bortset fra mindre gnidninger og ubehageligheder, især der hvor de var indkvarterede, gik det så nogenlunde den første tid. Men selve besættelsen og dens umyndiggørelse af, hvad der var dansk, var et stadigt irritationsmoment, og efterhånden dannedes der jo i det skjulte en virksom modstandsbevægelse med afdelinger eller grupper i de forskellige egne af landet. En sådan var også blevet dannet i Års, Års nedkastningsgruppe.

 En dag, det var i 1944, blev den imidlertid optrevlet af Gestapo, og dens medlemmer på en enkelt nær – i alt 7 – blev taget og ført til Ålborg. Blandt disse var landinspektør Emil Balslev, manufakturhandler Børge Lauritsen og forretningselev Jørgen Rydder, disse tre havde deres hjem i Års. – Den behandling, der blev dem til del i Ålborg, var hård. En dag, da Børge Lauritsens forældre var i Ålborg, så de pludselig deres søn komme gående blandt to gestapoer, blodig og forslået, antagelig efter et forhør. – En dag blev landinspektør Balslev under bevogtning ført til Års til påvisning i sit hjem og fik ordre til kun tale tysk med sin hustru.

Da hustruen ville lægge sin arm om hans skulder trak han sig ømmene tilbage; tyskerne havde mishandlet hans krop.

 Da gruppen havde siddet i Ålborg en tid blev den en meget kold vinternat på åben lastbil og i meget lidt tøj kørt den lange vej fra Ålborg til København og der indsat i Vester fængsel. Da der var gået en tid, må tyskerne igen havde fået et af de anfald, hvor de skulle se blod, og de unge mænd fra Års blev dømt til døden ved skydning.

 Den 22. juni 1944 blev jeg ringet op af politimesteren i Nibe, der oplyste mig om dødsdommen og bad mig om at gå ud til de 3 unge mænds pårørende og gøre dem bekendt med dødsdommen. Det var en svær gang; men meget sværere var det jo for dem, der fik budskabet.

Den første, jeg kom til, var fru Balslev. Der var tre små børn i ægteskabet, to drenge og en pige, den sidste var født, mens manden sad fængslet, så det var et tungt budskab at få.

Derefter kom jeg til manufakturhandler Lauritsens, Børge Lauritsens forældre. Da jeg havde fremført mit ærinde så skånsomt som muligt sank fra Lauritsen ned i en stol, idet hun udbrød: ”Nu kan jeg ikke tage mere.”

Da jeg kom til det tredje hjem, enkefru Rydders, var det, som hendes nerver slog klik, ikke så underligt, og hun gik længe frem og tilbage i stuen, greb pludselig et billede af sin søn og vendte det om, idet hun udbrød: ”Jeg kan ikke tåle at se det.”

 Da meddelelsen var blevet bekendt, skrev vi omgående en benåd-ningsansøgning og fik en hel del kendte navne på som underskrifter, og derefter rejste der en hel cortege af pårørende af sted til København med ansøgningen og for, hvis det med ansøgningen skulle glippe, da at få taget en sidste afsked med de dømte. Også fru Balslev og de tre børn var med, og min hustru assisterede som barnepige. De to drenge talte meget på rejsen om, at de skulle over at hilse på far.

 Forbindelserne var jo imidlertid meget langsommelige og besværlige, og det store rejseselskab måtte overnatte i Odense, og resultatet blev da de nåede Københavns banegård næste dags middag, fik den sørgelige meddelelse gennem landinspektør Balslevs mor, at de dømte alle var blevet skudt i Ryvangen den nat.

Læge Otto Tietze, som siden viste sig også at have været en af de aktive modstandsfolk, ringede til mig og spurgte, om ikke vi kunne holde en mindegudstjeneste i Års Kirke samme aften. Dette fandt jeg ganske naturligt og lovede at tale, selv om jeg lå til sengs med feber. Ved telefoncentralens assistance fik vi det bekendtgjort i by og omegn i løbet af kort tid. Da klokken var ca.18, blev jeg imidlertid ringet op af politimesteren i Nibe; han havde hørt, at vi tænker på at holde en mindegudstjeneste; det ville han meget fraråde. Jeg fortalte ham da, at det var bekendtgjort og meget vanskeligt at forandre, selv om jeg nok kunne se det risikable ved at holde den.

Kl. 20 blev gudstjenesten imidlertid holdt, og ikke blot var kirken proppet med mennesker, men udenfor stod der 400 – 500, som ikke kunne komme ind. Jeg indledte gudstjenesten med at sige, at politimesteren havde frarådet os at holde en mindegudstjeneste, vi ville derfor holde en andagt. Og så sagde jeg akkurat det samme, som jeg ellers havde tænkt at sige.    

 Vi, der var med til denne mindegudstjeneste, glemmer den sikker aldrig. Det var tre af byens egne, det gjaldt, kendte af de fleste, og vi følte alle stærkt med deres familie. Der var sikker ikke et tørt øje i kirken, selv ”tyskertøserne” græd; det var dog også deres bysbørn, der var blevet så uretfærdigt behandlet.

 Næste formiddag blev jeg ringet op af Wehrnmacht, den ville gerne tale med mig angående aftengudstjenesten. Den ville bl.a. have at vide, om det var en demonstrationshandling. Jeg lå imidlertid igen til sengs med feber, og min hjælpepræst og vordende svigersøn, pastor Daniel Bitsch, foreslog, at han skulle gå hen og tale med tyskerne i mit sted. Dette var sikker en Guds tilskikkelse, thi mit sind var ikke så lidt opbragt p.g.a. tyskerne lumpne handling, og hvem ved, hvad det kunne have udviklet sig til. Pastor Bitsch svarede derimod på deres forskellige spørgsmål så roligt og uforstående som muligt, og vi hørte ikke mere til dem.

Den 26. juni 1945, da Danmark igen var blevet frit, blev de jordiske rester af Jørgen Rydder og Børge Lauritsen ført til Års og begravet på Års Kirkegård. Ved mindehøjtideligheden blev der talt over de to ord ”Ikke forgæves” og  ” I tænkte ondt imod mig, men Gud tænkte at vende det til det Gode.” I Talen blev det blandt andet sagt: ” Det var en ond dag, hin 9. april. Vi blev som lammet, alt så håbløst ud, og der var mange, der synes, at vi lige så godt kunne give op over den store overmagt og så lade os drive modstandsløst med. – Hvor var vi drevet hen? – I dag kan vi vel se det, ned i afgrunden var vi drevet, i ulykken, sammen med Det tredje Rige, med Hitler og hans bande. Men der var nogle, der ikke gav op.

Da Danmark lå bastet og bundet, værgeløst og hånet, da var der nogle, der satte livet ind for Danmark og dets frihed – de fandt sammen, og de viste os alle, at det nyttede, det var ikke forgæves. De vandt vor ære tilbage, den der var mistet den 9. april. Og de gav os en plads i de frihedselskende nationers række, der hvor vi rettelig hørte hjemme.

Kilder: Bibel-skolen ( Fra hyrdedreng til sjælehyrde 22. )

Pastor Aksel Bundgaard, Års 1940 - 45                                                                       

7. Sabotører henrettet.

Fra officiel tysk side meddeles:

Ved Krigsretsdom af 19. juni 1944 er følgende blevet dømt for deltagelse i sabotage forbrydelser:

Landmåler Emil Balslev, født 19. September 1913 på Frederiksberg.

Kømmand Børge Lauritsen, født 25. Oktober 1916 i Aars.

Købmand Jørgen Rydder, født 20. September 1923 i Aars.

Klejnsmed Jens Peter Funk Lind, født 14. Maj 1921 i Sandvig på Bornholm.

Købmand Michael Westergaard Jensen, født 25. Oktober 1916 i Randers.

Skibskaptajn Poul Ib Gjessing, født 31. Marts 1919 i Silkeborg.

Mejerist Hans Jørgen Henriksen, født 1. April 1919 i Aalborg.

Blev alle dømt til Døden. 

Dødsdommene er blevet fuldbyrdet i dag. Fredag den 23.Juni 1944